fredag den 20. juli 2007

(Agnete skriver)

Her til morgen var der stille silende regn – og for en gangs skyld kan vi tage den med ro her til morgen mht. flyvning, men…jeg skulle alligevel tidligt op - morgenkaffen skulle brygges inden kl 7:50. Stemmebåndet skulle klares og grøden i stemmen jages væk.
Jeg skulle interviewes til radio midt vest – direkte! Indrømmet – jeg var mere nervøs forud dette telefonopkald end jeg har været til nogen konkurrencedag. Og endnu engang: indrømmet – jeg har ingen anelse om det gik fornuftig.
Selv hader jeg (ok – lidt stærkt ord..) at lytte til interview, hvor de der bliver interviewet ikke lytter ordentlig efter spørgsmålene og bare brager derud af med at fortælle – men det har jeg nu fået stor forståelse for, eftersom forbindelsen var dårlig og jeg skulle koncentrere mig for at høre spørgsmålene.
Men det tog de vist i stiv arm ved radio midt vest – og de var slet ikke så slemme - men rigtig flinke J


Dagen i går var sjov – det var rigtig ræs. Vi jagede efter hinanden, på skift forsøgte vi at overhale hinanden, dog med tid til et lille vink til den vi overhalede. Så videre, pinden frem, mærke accelerationen. Videre til den næste sky, trække pinden let tilbage og krængning på, og i en spiral dreje rundt i termikken og stige så hurtig som muligt op til skyen.
Kort før undersiden af skyen var nået, så igen – pinden frem i cockpittet – videre.
Da jeg var tæt på at nå slutglidshøjden i en termik bobbel, afbrød jeg lidt før instrumenternes beregninger sagde, jeg kunne nå hjem til flyvepladsen. Jeg ved at mine parametre er sat konservativt, så jeg satsede og gik på glid.
En anden fulgte mig, overhalede mig, men begyndte at kurve et par kilometer længere fremme – måske lidt nervøsitet og følelsen af, at risikoen var for stor. At lande kort før ankomst var absolut for kostbart og jeg ville miste mange point. Jeg blev selv grebet af lidt usikkerhed, om jeg kunne nå hjem og tog en enkelt kurve i den samme bobbel, og fortsatte derefter hjemad med høj hastighed.

Opgaven var lille i forhold til vejret : 130km og vi fløj den med et gennemsnit på 87-90km/t. De havde forecasted regn kl. 16, så vi startede alle tidligt for at komme tidligt hjem. Men regnen kom ikke så hurtigt, som meteorologerne havde lovet og vejret udviklede sig udmærket. Det blev til en 2. plads, hvilket jeg var godt tilfreds med.

Så var der endelig tid til at få vokset flyveren, pakket flyveren ordentlig ned, gå og snakke med de forskellige om, hvordan det var gået, tage ud at spise- og alligevel lykkedes det os at komme for sent til aftenens arrangement.

Igen tak for alle hilsnerne og jeres opbakning, det varmer. Jens læser dem for mig, og til stor fryd for os begge.

Har lige fået at vide at vi skal flyve igen i dag, med start 14:30, 142,6km speed task. smutter ud for at samle.

5 kommentarer:

Githa Grum-Schwensen sagde ...

Hej Agnete

Kig på din e-mail, der er kopi af e-mail fra Karl Horslund fra radio midtvest. På radioen var de ligeså imponerede af dit interview, som Søren og jeg.

Synd for jer, at det regner. Du skulle jo gerne indhente hende englænderen. Her i Danmark er det herligt vejr - som det plejer dagen efter et DM.

Mange glade hilsner

Søren og Githa

Anonym sagde ...

Hej Nete

Det går jo rigtig godt, bliv lige ved med det. Vi glæder os alle til at fejre det når I kommer hjem.

Er der nogen der ved hvor på nettet vi kan finde radioudsendelsen.

Jens er det ikke dyrt, at få så mange til at sige man er flink. ;-)

Githa Grum-Schwensen sagde ...

Til Henrik og mange andre

Jeg forsøger, at få DR midtvest til at lægge interviewet på deres hjemmeside. Jeg vender tilbage med link, hvis det lykkes.

Githa

Anonym sagde ...

Tak

Anonym sagde ...

Tak