Så er det torsdag og anden konkurrencedag, og endnu en gang vågnede vi til gråt og fugtigt vejr. Det regnede ikke rigtigt, men var en blanding mellem tæt tåge og småregn. Men nu her kl. 10.30, hvor briefingen er i gang er solen ved at bryde igennem, så der er da håb forude. Fra klubhuset, hvor jeg sidder, kan jeg se ud over flyvefeltet, og lidt over halvdelen af feltet har samlet.
På den anden side af banen har den militære flyveklub til huse - de har allerede stillet 10-12 fly klar på deres startsted. Det er godt nok lidt optimistisk, men rygterne vil vide, at der skal flyves i dag, og det antagelig bliver omkring kl. 14.00.
Som jeg skrev i går, så kom Agnete ud at flyve, og det endte med en form for dagssejr, selvom det endte med en aflysning.
En times tid efter Agnete var slæbt i luften, forsøgte Søren at kontakte hende, for at høre hvordan det stod til. Egentlig var vi lidt bekymrede, idet det meste af feltet plus de militære svæveflyvere lå i bunkevis over pladsen og skruede og skruede (med nedad).
Agnete kunne dog melde, at hun lå før første vendepunkt og ventede, idet det regnede.
Den melding kunne vi godt lide, idet kun piloter, der var kommet tidligt afsted, havde tilsyneladende en chance for at gennemføre.
Den engelske teamcaptain kom forbi for at spørge, hvordan det det gik med Agnete, og vi kunne glædestrålende fortælle, at Agnete lå lige før første vendepunkt. Det imponerede ham en del.
Kort tid efter meldte Agnete, at hun vendte om og kom hjem. Det var håbløst. Selvom Søren forsøgte at overtale, så blev BC vendt, og det gik mod pladsen.
Vi var dog så fair at give denne meddelse til englænderne, da de igen forhørte sig om Agnete, og kort tid efter kunne vi over radioen høre, at de engelske piger fik beskeden om, at Agnete vendte om kort før 1. vendepunkt, og at de engelske piger nu var fritstillede til at opgive.
Hele aftenen kom de øvrige piloter og gratulerede Agnete for hendes bedrift, idet englænderne havde spredt historien om, hvor langt hun var kommet.
Krøllen på historien er dog, at Søren og jeg misforstod Agnetes melding, hun var slet ikke ved 1. vendepunkt blot på vej derud, og kun ca. 10 km fra pladsen. (det var dog alligevel det længste nogen nåede - på trods af 3-4 udelandinger).
Har lige fået melding om, at de tager strømmen til internettet - vender tilbage om lidt.
Så er jeg tilbage - måske får vi nu regelmæssig adgang til nettet !! ??
Nå - jeg nåede lige ud på terrassen, på blot den halve time, jeg har siddet i klubhuset, er temperaturen steget lidt, og solen er ved at bryde igennem. Briefingen er overstået og der er stor aktivitet på pladsen.
Jeg vil lige vende tilbage til i går - efter endt flyvning, aftalte vi, at tage med det schweiziske hold ud at spise (de er kun 2 personer - far og datter). Det var en rigtig hyggelig og spændende aften. De har deres gang i Sydafrika, så vi fik fra første hold lidt at vide om forholdene nu og tidligere. Restauranten, som de havde valgt, viste sig at være en rigtig godt sted, og endelig fik vi indblik i det franske køkken. Vi var eneste gæster, så tjeneren havde tid til at forklare, hvad der stod på menukortet, dog ikke på engelsk med ved hjælp af en billedbog, hvor hun kunne pege på and, fisketyper, lever, hjerne og en masse andet mystisk.
Da vi kom tilbage, inviterede vi på dansk øl i den danske lejr. Hurtigt blev kredsen udvidet med en austrask gut, der er hjælper for en af tyskerne. Da mørket sænkede sig kom endnu en gæst, en af de franske slæbepiloter, der faktisk talte et udmærket engelsk. Efterhånden blev det sent, og ved midnat smed vi den sidste gæst "ud". Inden havde vores franske ven Pierre dog inviteret på grill i den militære lejr i aften. Men.... det var vist mest fuldemandssnak.
I øvrigt har vi andet at tage os til i aften - Jens Binnerup ankommer nemlig. Og det glæder vi os til (nogen mere end andre selvfølgelig).
+of+ROMO190707+011.jpg)
Stewards Michel Fache og Agnete
